Vedtægter

Vedtægter

 

FORENINGEN

Atlantic Challenge Roskilde

 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningen Atlantic Challenge Roskilde er stiftet den 3. maj 2005 og har hjemsted i Roskilde kommune.

 

§ 2 Formål

Foreningens overordnede formål er at formidle og udbrede kendskabet til bygning, vedligeholdelse og anvendelse af traditionelt byggede både samt til godt sømandskab i ordets videste forstand med udgangspunkt i fælleskabet og det sociale liv omkring først og fremmest båden Soledarité. Det er endvidere foreningen formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen, dens drift og dens aktiviteter.

 

§ 3,Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er fyldt 12 år. For at deltage som besætning på både skal man være fyldt 15. år og kunne svømme. Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer kan ikke deltage som besætning på både, men kan dog deltage i alle andre af foreningens aktiviteter. Kun aktive medlemmer er valgbare til bestyrelsen. Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse. Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab forlægges generalforsamlingen.

 

§ 4,Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket til foreningens sekretær. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.

 

§ 5,Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til sekretæren med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles.

 

§ 6,Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

 

§ 7,Restance

Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.

 

§ 8,Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.

 

§ 9 Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned. Indkaldelse med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal finde sted med fire ugers varsel ved skriftlig meddelelse til alle medlemmer. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse. Dagsorden, årsrapport med det reviderede regnskab samt evt. indkomne forslag skal være tilgængelig for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen enten elektronisk eller ved opslag, som der skal være oplyst nærmere om i forbindelse med indkaldelsen. Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer, der er fyldt 15 år, og som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

 

§ 10 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent

2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3) Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse

4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse

5) Fastsættelse af kontingent

6) Behandling af indkomne forslag

7) Valg af formand (i lige år)

8) Valg af kasserer (i ulige år)

9) Valg af sekretær (i lige år)

10) Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (i ulige år)

11) Valg af to suppleanter til bestyrelsen (for 1 år)

12) Valg af revisor og revisorsuppleant (for 1 år)

13) Eventuelt

 

§ 11 Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 17 og 18. Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over general-forsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

 

§ 12 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

 

§ 13 Bestyrelsen

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens beslutninger føres en protokol. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten. Bestyrelsen består af en formand, en kasserer, en sekretær og yderligere 2 bestyrelsesmedlemmer og vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Formanden og sekretæren er på valg i lige år, medens kassereren og 2 besty-relsesmedlemmer er på valg i ulige år. Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 18. år og har stemmeret, jf. § 9.

 

§ 14 Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal udfærdige en årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Årsrapport skal være tilgængelig for foreningens medlemmer som anført i § 9.

 

§ 15 Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i marts måned gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

 

§ 16 Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over 10.000 kr. kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse godkendes af generalforsamlingen. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.

 

§ 17 Formandskabet skal have bemyndigelse til at udnævne en Prokurist hvis dette bedømmes til at være hensigtsmæssigt for foreningens effektive drift. Prokuristen er bemyndiget til at handle i for foreningen i alle forhold, der hører til driften, og til at forpligte foreningen. Prokuristen må dog ikke uden udtrykkelig bemyndi-gelse afhænde eller pantsætte foreningen. Prokura kan til enhver tid tilbagekaldes og en fuldmagtgivende be-styrelsesvalgperiodes ophør medfører ikke prokuraens ophør med mindre en tidsbegrænset periode fastsæt-tes ved udnævnelse.

 

§ 18 Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

§ 19 Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvilke almennyttige/almenvelgørende formål, foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå.

 

Vedtaget på den stiftende generalforsamling tirsdag den 03. maj 2005. Tilføjelse af § 17 ved generalforsamling den 07 april 2016 (af Signe Scharling).

Copyright © All Rights Reserved Atlantic Challenge Roskilde 2015